[vc_row][vc_column][vc_column_text]
Af Frederik Bakkerud
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]En skibbruden mand vågner på en ukendt strand, da en krabbe kniber ham i pikken, eller det vil sige, den kravler i hvert fald op i buksebenet, men jeg ser som sådan ikke hvor langt den når. For øjeblikke siden blev manden kastet rundt i uhyggeligt stormfulde bølger, og nu rejser han sig for at tage denne lille, øde ø ind – en vaskeægte Robinson Crusoe-fortælling for nu at kaste med referencer.
Sjældent har undertegnede set håndtegnet/malet natur så indtagende og rystende som i indeværende film. Tegnestilen er ganske enkelt uhyggelig smuk, til tider klaustrofobisk, andre gange dybt fredelig. Sjældent har jeg følt mig det mindste ubekvem ved tegnefilm, men Den røde skildpadde portrætterer så yndefuldt naturens sjældne voldsomhed, havet og dets klaustrofobiske kræfter.
Filmens billedflade er af en særegen tekstur, som kunne jeg under filmen gå ned til lærredet og mærke de tynde tråde og den tørre maling under mine fingre. En følelse af levende malerier, anderledes fra den karakteristiske animestil – det siger jeg, fordi Den røde skilpadde er produceret af Studio Ghibli, intet mindre end deres første ikke-japanske filmprojekt. Her mingler det højtagtede studie med europæiske kræfter i form af hollandske Michael Dudok de Wit, der instruerede en glimrende kortfilm for knap to årtier siden: Father and Daughter (2000, findes på Youtube). Således bemærker man blandt andet, hvordan de traditionelle anime-øjne bliver underlagt en mild Hergé-agtig stil med de minimalistiske to prikker i fjæsets øvre halvdel, lidt som hos den folkekære Tintin.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Den Røde Skildpadde[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Michael Dudok de Wit[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Frankrig, Belgien, Japan[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Den skibbrudne mand flakker uroligt omkring på denne tropiske ø, spiser af dens frugter og drikker af den lille smule ferskvand, der er på udbud, fra tid til anden skriger han, „Hey,“ som enhver vel kan forstå, nationalitet uagtet, ellers er det i det store og hele en ordløs fortælling. Men han er ikke helt alene, hvis vi tæller det nuttede hold af krabber, der følger ham omkring, og den fordømte skildpadde, der lægger navn til filmen, den er knaldrød og forholdsvis stor, og den vil tilsyneladende ikke lade vores kammerat forlade øen på sin tømmerflåde, hvilket selvsagt pisser ham af. Han tager fluks livet af den, men et yderst menneskeligt øjeblik af anger indtræder kort efter.
Mens afsættet som sådan er ‘realistisk,’ kan jeg, uden at sige for meget, afsløre, at filmen træder ind i en mere ‘magisk’ sfære, som tingene skrider frem. Det kommer nok ikke bag på nogen, at titlens røde skildpadde ikke er nogen helt naturlig størrelse. Her er allegoriske linjer til både Biblen og visse antikke grækere, uden at det nødvendigvis bliver ledende for enhver fortolkning. Vi ser manden have syner i filmens begyndelse, hvad han også selv er bevidst om, og hvad der unægteligt kaster en intelligent ambivalens henover filmens metafysiske sider.
Jeg lod mig på en skod-kold novemberdag omslutte af stormfulde bølger, solfald og måneskin til månedens film i Cinemateket, Den røde skildpadde, for her var virkeligt smukt, også for voksne mennesker. Desuden skylder jeg måske Cinemateket den tjeneste at nævne, at hr. Dudok de Wit selv kommer et smut forbi biografen til en visning af filmen d. 19. november.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer